Medarbejder-login

Esbjerg som fremtidens studieby

29-11-2011

For første gang beder Esbjerg Kommune knap 40 studerende fra en række uddannelsesinstitutioner i Esbjerg om at give deres bud på fremtidens studieby. De studerendes ideer skal bruges til det videre arbejde med kommuneplanen frem til år 2026.

De unge har mulighed for at påvirke de elementer, som skal gøre Esbjerg til en endnu mere attraktiv studieby fremover. Flere cykelstier, sammenhæng mellem centrum og campus, bymiljøet i bymidten, studieboliger, offentlig transport. Hvilke emner er det, man som studerende lægger vægt på, når studiebyen skal videreudvikles?

Det spørger Esbjerg Kommune knap 40 studerende fra fem forskellige uddannelsesinstitutioner om. Esbjerg Kommune har udviklet workshoppen sammen med Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole, University College Syddanmark og Erhvervsakademi Sydvest.

De studerende har sagt ja til at deltage i en seks timers workshop onsdag den 30. november, hvor Esbjerg Kommune er vært. Formålet er at få input til hvad nutidens studerende ønsker sig af fremtidens studieby.

– Det er første gang, vi inddrager studiemiljøet i forarbejdet til kommuneplanforslaget. Jeg glæder mig meget til at høre, hvilke innovative ideer, de unge har. De opfatter sikkert byen og området med helt andre øjne. Deres perspektiver er vigtige bidrag, da vi i jo høj grad satser på Esbjergs status som studieby. En god studieby afhænger i høj grad af de rigtige faciliteter og rammer og det skal fremtidens planlægning tage højde for, siger John Snedker.

De studerende bliver bedt om at diskutere en række emner i grupper, og herefter skal grupperne præsentere deres ideer for et dommerpanel, som vil give grupperne feedback på arbejdet.

Udover at være med til at påvirke Esbjergs fremtid modtager deltagerne et diplom og efterfølgende offentliggøres de bedste ideer på Esbjerg Kommunes hjemmeside.